Sådan dyrker, høster og opbevarer du løg fra køkkenhaven

At dyrke løg i køkkenhaven er en meget nem tjans, når først løgene er sat skal man blot holde dem fri for ukrudt og ellers huske at vande dem godt. Så passer de sig selv og kvitterer med at lave de fineste store spiseløg.

Når jeg dyrker løg køber jeg kepa-løg som små fine stikløg og sætter dem i april når vi er forbi den sidste nattefrost og jorden ikke længere er alt for kold. Løgene er modne og klar til at blive taget sidst på sommeren, typisk i slutningen af august.
Jeg dyrker både almindelige gule løg (200 stk.) og rødløg  (50 stk.)

Sådan sætter du løg i køkkenhaven
Inden du kaster dig over løgdyrkningen kan du regne lidt på hvor mange løg du ønsker at dyrke og hvor meget plads du skal bruge.
Når jeg sætter stikløg i køkkenhaven laver jeg en 2-3 cm dyb rille i rækken, og sætter løgene med 10 cm afstand i rækken og 25 cm mellem rækkerne. Ved at sætte løgene med 10 cm afstand slipper jeg for at tynde ud senere, og da jeg plejer at have et udbytte nær 100% er det ikke et problem hvis der er et par enkelte der ikke kommer, så får de løg i nærheden bare lidt mere plads.
Løgene sættes med spidsen opad og trykkes fast i jorden og dækkes med ca. 3 cm jord og vandes rigtig godt.
Et godt fif: Udvælg de pæneste stikløg og hvis der er et par dårlige stikløg i pakken skal du smide dem ud for ikke at risikere at sprede sygdomme til dine gode løg.

Sådan passer du løgene i køkkenhaven
Løg er ikke krævende, så længe de holdes fri for ukrudt og får vand nok. Mens løgene er små gælder det om at holde ukrudtet væk fra rækkerne for at sikre løgene får så meget næring som muligt, uden at skulle konkurrere med diverse ukrudt. Når de er ved at være vokset til kan de bedre klare lidt ukrudt mellem rækkerne.
Jeg luger mine løg og resten af køkkenhaven et par gange om ugen og vander tilsvarende hvis det er en tør periode.

Regnvand er gratis vand til køkkenhaven
Jeg er så “heldig” at have et stort skur hvor jeg opsamler regnvand fra taget af og derfor kan vande med en siveslange natten over. Ved at vande når solen ikke skinner sparer jeg en masse vand da det ikke fordamper nær så hurtigt om natten som i dagtimerne. Derudover er regnvand jo gratis, modsat vandværksvandet der her i området koster i omegnen af kr. 80,00 pr. m3.
En 1000 liters palletank koster nogle få hundrede kroner i f.eks. den blå avis i rengjort tilstand. Gå efter en der har været brugt til fødevarer, så kan det ikke gå helt galt. Med de rette koblinger kan den kobles til en almindelig haveslange eller monteres med en dykpumpe hvis den ikke er hævet over terræn.

Høst og tørring af løg
Når løgtoppene lægger sig slapt ned er løgene ved at være klar til at blive høstet. Vælg en dag hvor jorden er tør og solen skinner og lirk forsigtigt løgene op af jorden og børst dem rene for den værste jord. Vær meget omhyggelig med IKKE at få kradset hul i skallen af løget, da der så er fri adgang for sygdomme til løget. Løgene kan sagtens tåle at ligge en uges tid efter at løgtoppene har lagt sig ned, hvis vejret ikke lige er til at tage dem op med det samme.

Løgene lægges et tørt og luftigt sted og tørrer med toppene på. Toppene må først skæres af når løgene er helt tørre udvendigt og toppen er helt tør og vissen, da der ellers åbnes for sygdomme til selve løget, der så ikke kan holde sig hele vinteren.
Jeg startede med at tørre mine løg på traileren i carporten, men fik hurtigt flækket nogle simple løgkasser sammen af brædder og trådnet så de kan ligge luftigt og tørre.

Opbevaring af løg fra køkkenhaven
Indtil nattefrosten begynder at true, opbevarer jeg mine løg i løgkasser inderst i carporten, oppe under taget så de ligger luftigt og tørt. Når nattefrosten nærmer sig ryger løgkasserne ind i vindfanget hvor der gennem hele vinteren er ca. 10 graders varme.

Billeder

Anders Christensen

Arbejder til dagligt med billetløsninger hos Safeticket og bruger sin fritid på en masse blandede ting, lige fra køkkenhaven, fiskeri, madlavning og helt over i den anden grøft med udvikling af elektroniske dimser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *